Menu

Endelig startede den nye sæson for S2 og så med en sejr

image
Gary Taylor
19. august 2018 kl. 11:03

Efter tilgang af nogle gamle S2-spillere og en enkelt udefra og tre spillere fra FCD truppen var det med stor spænding, at vi så frem til den første kamp, men spændingen blev til lidt nervøsitet, da der i løbet af ugen indløb fem afbud, ikke desto mindre var vores startformation på papiret ganske stærk, hvilket der helt sikkert blev brug for, da vi skulle møde TST, der er nedrykkere fra S1.

Kampen var i første halvleg meget jævnbyrdig, men det foregår mest på vores præmisser, og vi kommer frem til flere chancer, hvor der lige mangler et par centimeter i at få sendt bolden i mål efter gode indlæg fra fløjene. Joachim Gotfred rammer overliggeren, da han sparker bolden væk, den kunne snildt været gået ind. TST har et par gode chancer især på lange bolde, men Robin Arvid klarer begge skud på fornemmeste vis. Første halvleg ender 0-0.

Anden halvleg er knap nok kommet i gang før Chris Munanira mister bolden i venstre side, men han kæmper sig tilbage og vinder bolden, så spiller han Rasmus Møller på kanten af feltet, der efter et par meget fine træk sender bolden op i det lange hjørne uden chance for TST-målmanden og til 0-1 til os.

I minuttet efter fanger vi bolden, og den bliver spillet videre til Rasmus Møller på kanten af feltet, han spiller den videre til Mathias Fruensgaard, der helt uselvisk spiller den videre Martin Westmark, der køligt kan sætte en inderside på og gøre det til 0-2 til os. Herefter trækker vi os ubevidst lidt længere tilbage, hvilket betyder TST får os presset, vi viser lidt usikkerhed, og efter et hjørnespark får TST reduceret til 1-2 på et meget fint hovedstød uden chance for vores forsvarsspillere eller Robin.

Herefter er vi stadig presset, men vi har nogle giftige kontraer. Sune Sørensen får presset deres målmand, således at bolden ryger hen til Christian Fløjborg, der kan sparke den ind i tomme mål til 1-3, så er den kamp afgjort.

Jeg må rose hele holdet for en superindsats, hvor jeg ikke kan sætte en finger på indstillingen. Det er en fornøjelse at se alle mand kæmpe for samme sag. Jens Christian Sørensen fik stemmerne efter en meget sikker indsats.

Jeg vil også sige tak til dem, der stiller op, når deres klub har brug for dem.

Luk